Natskygge
Category: LIK Fine Art
Washington
Jeg leder konstant efter det perfekte træ; deres form og udseende fascinerer mig fuldstændigt. Efter dage på vejen blev min vedholdenhed belønnet. At opdage dette magiske træ var fantastisk, men det havde brug for mere. Jeg tjekkede vejr-appen for mulige solopgangs- eller solnedgangstider, men tunge skyer og sne i prognosen kunne vise sig at være katastrofalt. Jeg kiggede igen, men denne gang koncentrerede jeg mig om måneopgangstider. Om 5 dage ville månen være fuld. Hvis alt passede, ville synet af månen, der oplyste dette mystiske træ, være fænomenalt. Jeg måtte vente.
To dage før den fulde måne skulle vise sig, havde en massiv storm fejet gennem området og efterladt omkring en halv meter sne på dalbunden. Dette afskrækkede mig stadig ikke fra at forsøge at fange dette magiske billede.
Dagen var endelig kommet, jeg sad klistret til min vejr-app, som fortalte mig, at jeg kunne forvente delvis skyet. Jeg var nervøs, mildest talt. Da jeg rejste til stedet, fandt jeg det svært at komme til området på grund af stormen, der var passeret. Mit blod pumpede, da jeg kørte ad den mudrede og isede vej, og gled og skred rundt, mens jeg spekulerede på, om jeg overhovedet kunne nå frem til min plads. Der i det fjerne var mit træ. Da jeg kom tættere og tættere på det, så jeg, at sneen var i perfekt stand. En af mine bekymringer var blevet overvundet. Nu skulle jeg finde den perfekte position og justere mig efter, hvor min app sagde, at månen skulle stå op. Da jeg følte mig tilpas med min justering, var det nu tid til at vælge den perfekte linse. Jeg havde brug for en længere linse for at komprimere billedet, så månen ville fremstå større i forhold til træet. Min eneste bekymring nu var vejret. Jeg var ekstremt anspændt, fordi der stadig var lette skyer, der bevægede sig gennem mit motiv. Jeg var anspændt, for meget skydække, og billedet ville være væk.
Da aftenen faldt på, og månen begyndte at stige, forsvandt følelsen af frygt langsomt i det fjerne. Jeg havde et glimt af håb. Skyerne fungerede som en naturlig diffusor for månen. Tiden var afgørende; for at få dette billede var jeg nødt til at tage flere eksponeringer. Dette billede ville ikke være muligt uden det. Nu da månen steg ret hurtigt, vidste jeg, at jeg måtte ramme hver eksponering præcist; en forkert bevægelse, og jeg ville have gjort alt dette for ingenting. Mine hænder var klodsede på grund af den isnende temperatur og vinden. Luften var skarp, og jeg var forsigtig med ikke at trække vejret for meget for at undgå, at fugt ramte linsen. Mit øjeblik var her, og jeg trykkede på udløserkablet med ren instinkt, mens månen fortsatte sin rejse op på aftenhimlen, så var øjeblikket væk.
Jeg vidste i mit sind, at jeg havde fanget det perfekte øjeblik. Min vedholdenhed og tålmodighed havde endelig betalt sig.
